Strukturen af støbematerialer omfatter hovedsageligt følgende aspekter:
Grått støbejern: Grått støbejern er den mest udbredte og højeste-type af støbejern, der tegner sig for mere end 80 % af markedsandelen. Den indeholder flagegrafit, høj trykstyrke, men relativt lav trækstyrke. Grått støbejern er meget følsomt over for afkølingshastighed, og ændringer i vægtykkelse har en væsentlig indflydelse på dets mekaniske egenskaber. På grund af dens dårlige termiske stabilitet er den ikke egnet til brug i miljøer med høje-temperaturer.
Vermikulært grafitstøbejern: Grafitmorfologien af vermikulært grafitstøbejern er mellem flage og sfærisk, og viser en ormeform. Dens omfattende mekaniske egenskaber er bedre end grå støbejerns, og den er velegnet til fremstilling af dele i barske miljøer, især dem med store temperaturgradienter. Vermikulært grafitstøbejern er mindre følsomt over for afkølingshastighed og har god termisk ledningsevne og procesydeevne.
Kuglegrafitstøbejern: Duktilt støbejern opnås gennem specielle kugle- og podningsbehandlinger, og grafitten er kugleformet. Dens omfattende ydeevne er sammenlignelig med stål, og dens styrke, plasticitet og elasticitetsmodul er bedre end grå støbejerns, og dens slidstyrke er også højere. Selvom den er følsom over for afkølingshastighed, gør dens høje termiske stabilitet det muligt at bruge det i miljøer med høje temperaturer.
Støbelegeringsmaterialer: såsom ZG40Cr9Si2, der tilhører kategorien højkromstøbejern, bruges hovedsageligt til at fremstille dele, der modstår høj temperatur, højt tryk og stærkt slid. Denne type materiale har fremragende varmebestandighed og slidstyrke.
